Indsamling august 2011
Det nedenfor citerede brev er i august 2011 udsendt til en række
firmaer, institutioner, foreninger og privatpersoner i Syd-Jylland
Vores fremtid afhænger af denne ansøgning –
Hermed tillader vi os at søge om et tilskud til Østeuropæisk Børnehjælp’s (EECA) arbejde i Letland og Rumænien, hvor der stadig er et kolossalt behov for nødhjælp.
På nuværende tidspunkt er vores kassebeholdning desværre af en sådan størrelse, at vi kan blive tvunget til at stoppe vore aktiviteter indenfor de næste par måneder. Derfor er ethvert beløb særdeles velkommen. For at vi kan have den fornødne arbejdsro ville det være rart, hvis vi kunne opbygge en kapital på kr. 150.000. Dette beløb ville gøre det muligt for os, at drive foreningen i godt og vel et år uden at tænke på økonomien.
Efter at Letland og Rumænien er blevet medlemmer af EU, er muligheden for tilskud til humanitære formål forringet væsentligt, idet vi nu er henvist til et mindre tilskud fra Tips- og lottomidlerne. I 2010 blev det til godt 30.000 kr. Det er ikke meget når en transport til Rumænien koster 25.000 kr. og en transport til Letland omkring 17.000 kr. Derfor er vi i stor udstrækning henvist til donationer fra private og fonde, samt træk på egenkapitalen, der som nævnt er næsten brugt.
I Danmark er der overflod af udstyr, der kan genbruges i Letland og Rumænien i form af tøj, tæpper, senge, madrasser, køkkenudstyr, kørestole og andre handicap-midler. Og vi danskere er faktisk også gode til at aflevere til organisationer som EECA. Vi mangler blot pengene til at indsamle og sende det til Letland eller Rumænien.
Når vi uddeler hjælp i de to lande sker det dels på baggrund af flere års samarbejde med modtagerne og dels på baggrund af konkrete ønsker, der indsamles og vurderes i forhold til de effekter vi har indsamlet.
For begge de to lande gælder, at vintrene kan være strenge med voldsomme kuldegrader. Ligeledes er arbejdsløsheden og fattigdommen stor, hvor Østeuropæisk Børnehjælp kommer. Det gør det svært for mange fattige børnefamilier og ældre at stå vinteren igennem i dårligt opvarmede huse og med en trængt økonomi, som forværres år efter år med deprimerende arbejdsløshed og social deroute. Dette er kun forværret af den øjeblikkelige krise.
Det er i øvrigt muligt at se mere om os på www.eeca.dk, hvor vi fortæller både om organisationen, ligesom der er rapporter og billeder fra de ledsagerejser, der foretages samt link til et tv-program fra 2010. Dette program viser bedre end mange ord, hvordan forholdene er i Letland.
Vi kommer gerne til en uddybende samtale om foreningen og især vore aktiviteter i Letland og Rumænien såfremt det kan fremme en eventuel bevilling.
Støtte til foreningen kan indbetales på Østeuropæisk Børnehjælps girokonto: 3 72 31 27 eller som bankoverførsel: reg.nr.: 1551, kto.: 0003723127 ved kasserer Jørn Hansen, Københoved Skovvej 14, 6630 Rødding, tlf. 7484 7219 og 2084 7235. Der vil være skattefradragsmulighed efter de almindelige regler efter aftale med foreningens kasserer.
Er der behov for yderligere oplysninger, er I meget velkomne til at kontakte mig eller foreningens sekretær Jens Christensen. Jens kan kontaktes på tlf. 7452 3587 eller mail: eeca@mail.dk, medens jeg lettest findes på TV SYD, hvor mit direkte nr. er 7630 3100 eller på mail: halo@tvsyd.dk.
Østeuropæisk Børnehjælp er en lille NGO organisation, der stammer tilbage fra den tid, hvor vi for første gang fik kendskab til forholdene i de tidligere Østeuropa. De fleste af os tilhører ”det grå guld”, men med mod på opgaven og hjertet på rette sted.
EECA kan i begrænset omfang tilbyde at deltage i et ordinært møde, hvor vi på baggrund af dias og TV indslag fortæller om vores hjælp i Letland. Varighed 45 – 60 min. Pris kr. 2.500 kr. pr. arrangementet, der ubeskåret tilfalder EECA.
At vores fremtid afhænger af denne ansøgning, er ikke vigtigt. Derimod er det ufattelig vigtigt at undgå, at rigtig mange familier i Letland og Rumænien vil få et endnu dårligere liv og en endnu mere slidsom hverdag, hvis vi må lukke ned.
Derfor håber vi, at I vil være i stand til at yde os en økonomisk håndsrækning.
Med venlig hilsen
På Østeuropæisk Børnehjælps vegne
Hans Egon Lorenzen