Fragmenter af ØB’s historie

Fragmenter af ØB’s historie ved tidligere formand Knud Olav Knudsen

logoØsteuropæisk Børnehjælps mangeårige formand Knud Olav Knudsen, der døde den 16. maj 2012, har i ledige stunder skrevet om foreningens tidlige historie. Det var Knud Olav Knudsens tanke at lave en mere omfattende historisk oversigt, men det nåede han desværre ikke; vi skal her betænke at Knud Olav – skønt alvorlig belastet af sygdom og behandling – til det sidste var utrættelig i arbejdet med hjælp til dårligt stillede i Østeuropa, hvilket naturligvis har været medvirkende årsag til, at skriftet ikke blev færdigt.
Knud Olav Knudsen var i 20 år leder af organisationen, der som bekendt sender hjælp til Rumænien og Letland. Han var en utrættelig ildsjæl og en inspirerende formand, der altid gik foran. Han havde en fantastisk evne til at skaffe midler, det være sig både indsamling af udstyr samt rejsning af penge til dækning af transportomkostninger. Derudover var han i besiddelse af fantastiske evner til at skaffe samarbejdspartnere både her i landet og i modtagerlandene.
Den nuværende bestyrelse har valgt at lade dokumentet udgive her, akkurat som det er skrevet og uden nogen form for redigering.
Skriftet udgives med Knud Olav Knudsens efterladtes tilladelse.

 

ØB´s Historie

I sommeren 1991 besluttede en lille kreds af personer fra Sønderborg og Aabenraa, at sende en hjælpetransport til Botosani i NØ-Rumænien.
Ideen var opstået på baggrund af TV-billeder fra børnehjem i Rumænien. Her så man børn sidde i en seng eller kravlegård, alt imens de rokkede frem og tilbage som udtryk for den uplejede tilstand, de befandt sig i.
Blandt de, der startede og deltog i turen til Botosani var, indtil hun døde sidste år, Henriette Meyer og desuden Kirsten Grodum.

Den 8 april 1991 var der stiftende generalforsamling i Agerskov skole, hvor Anke Iversen, Møgeltønder, fortalte medrivende og levende i beskrivelsen om sine oplevelser på et handicapbørnehjem i byen Lublinic i Polen.
Man havde på det tidspunkt etableret 9 lokalafdelinger fordelt i over hele Sydjylland. Amtsborgmester Kresten Philipsen indvilligede i at være protektor og organisationen havde fået opslutning fra forskellig side bl.a. med at samle gods og hjælpemidler til den første transport.
I stiftelsesåret blev der endvidere arrangeret ophold for polske børn i Grindsted og året efter i Gram.

For eget vedkommende var det en bustur til Lublinic i Polen, som satte gav stødet til det videre engagement i ØB. 10-15 personer betalte 500 kr for deltagelse i turen og den ledige plads blev fyldt op med tøjsække m.m.
I Lublinic havde Anke Iversen forbindelse med en lærer, som ville formidle hjælp til et børnehjem med psykisk handicappede børn. Turen blev en øjenåbner for det hjælpebehov, der fandtes i de nyligt frigjorte østeuropæiske lande. På turen derned havde jeg en ganske ubehagelig oplevelse, idet Anke pludselig vækkede mig midt om natten på den polske motorvej. En bil var kørt mod en bropille og bilens to passagerer var kommet slemt til skade. Vejsiden var sumpet og våd og de to passagerer skulle ud af bilen. Men vi havde desværre ikke noget tilfredsstillende underlag at lægge dem på –et bilsæde og et tæppe var alt. Efter en ½ times tid kom en dårligt udstyret ambulance og tog sig af de to personer. Hvordan det er gået for de to i bilen, fik vi aldrig at vide.
Turens egentlige oplevelse var besøg på handicaphjemmet i Lublinic og det gav et tydeligt indtryk af de mangler, som herskede m.h.t. tøj og daglige fornødenheder..

Ved nytårstide 1992 blev jeg spurgt om jeg ville gå ind i bestyrelsen, hvilket jeg sagde , ja, til.
Da jeg var indtrådt i bestyrelsen blev jeg i februar 92 opfordret til at være formand, hvilket jeg også letsindigt sagde , ja, til.
Letsindigheden blev særdeles aktuel, da det forlød, at ØB havde fået to nødhospitaler af Sønderjyllands Amt med den klausul, at det ene skulle til Rumænien og det andet til Albanien.
På et spørgsmål til sygehusudvalgsformanden om hvorvidt der fulgte penge med, var svaret: ”Ikke en krone”. En betingelsen for Albanientransporten var, at den skulle forløbe i juni måned af hensyn til de deltagende kørelærere fra Esbjerg og Aabenraa Teknisk Skoler.
Der forestod altså en opgave med at skaffe penge til betaling af to transporter på ca. 200.000 kr. og hvor finder man dem i en fart?

I marts måned var der valg i Albanien og en dansk embedslæge, som midlertidig var ansat i Tirana under WHO kom iflg. en avisomtale hjem på ferie under valget. Ham kontaktede jeg og vi udarbejdede et budget, som han indsendte til EF-kommissionen. Det var min klare forudsætning, at pengene skulle være til rådighed, inden eller hvis vi skulle køre. Det lykkedes imidlertid ikke helt. Men på et tilsagn fra UNDP i New York inden afrejsedagen, startede vi op. Pengene før senere, men dog tidligt nok til, at vi kunne agere.
Turen var tilrettelagt af kørelærer Mads Sjælland, Aabenraa og han var en fantastisk samarbejds-partner. Transporten bestod af en jumbotrailer stillet til rådighed af firmaet K.E.Christensen og to mindre lastbiler stillet rådighed af hhv. Esbjerg og Aabenraa Tekniske Skoler. Alle spontant opståede problemer på transportsiden blev løst med Mads´s snilde.
Transporten gik ned gennem Tyskland, Østrig, Italien til Brindisi og der frå med færge til Grækenland og videre op til Tirana i Albanien.

Det bør erindres, at Albanien kort forinden var gået fra at være et af de strengeste diktaturer til at få et demokratisk valgt styre i marts 92. Alle sædvanlige officielle funktioner var derfor endnu ikke etableret. Omveksling af penge foregik på gaden bl.a. foran Nationalbanken. Handel med varer foregik på torve og gader.
Inden transporten ankom til Tirana var jeg ankommet ugen forinden, for at finde ud af, hvor hospitalsudstyret bedst kunne placeres. Flyet landede om aftenen i Tirana på en mørk nærmest skummel flyveplads, hvor jeg da også fik forbyttet min bagage, som dog allerede samme aften blev byttet tilbage med rette vedkommende.

Den allerførste begivenhed var et møde med miljøministeren, der indledte med at sige, at vi starter fra nulpunktet. Derudover blev jeg tildelt to læger og en  bil, som fulgte mig overalt. Vi havde et både muntert og udbytterigt samvær, hvor de viste mig de muligheder for placering af hospitals-udstyret, som de mente var realistiske. F. eks var hospitalet i Durres så ramponeret efter en stormflod, at nederste etage ikke var anvendelig, hvorfor vinduer og døre da også var fjernet af uvedkommende. Hospitalet fungerede trods alt. Men på lavest tænkelige niveau uden hjælpemidler af synlig art og der var stor begejstring, da jeg gav dem 10 termometre.

Da jeg selv måtte betale hotelopholdet og min indkvartering på det dyreste hotel med værelsesprisen 60 £ ikke passede til mine økonomiske reserver, bad jeg om et billigere hotel f. eks. til  25£. Da vi stod i hotelfoyeren siger den ene læge til mig, at jeg kunne bo hos ham. Det blev aftalen i den første uge. Jeg forventede at måtte betale for opholdet. Men det kunne der ikke være tale om, selvom jeg fik al min kost hos dem og hele deres soveværelse stillet til rådighed.

På en bestemt ugedag var der sammenkomst for hjælpeorganisationer på Den amerikanske ambassade og det skulle senere vise sig at være en fordel at kende forbindelsen til Den amerikanske ambassade.
Min opgave i den første uge var at fastlægge, hvilke hospitaler, der kunne have gavn af  hospitalsudstyret,
Ankomsten til Albanien skete med fly i mørke. Bagagen blev læsset af på et uoplyst terræn foran lufthavnsterminalen og her måtte hver rejsende finde frem til egen bagage. Det var ikke let og jeg fik da også fat i en forkert kuffert. Det opdagede jeg på hotellet og heldigvis bankede det snart på døren og en anden for mig ukendt person dukkede op med min kuffert.

*Næste morgen blev jeg mødt af to albanske læger, Agif og ?, som skulle følge mig rundt i landet og bil blev stillet til rådighed.
Første punkt på dagsordenen var et møde med miljøministeren. Denne takkede varmt, fordi vi kom med hjælp og –som han sagde” Vi står på nulpunktet her 3 måneder efter, at vi har afholdt frie valg. Desværre kan vi ikke betale jeres ophold her. Men I skal være velkomne overalt.

Mine to følgesvende viste mig nu rundt på et af byen Tiranas største hospitaler og det var meget triste forhold for hospitalsvirksomhed, men dog noget af det bedre. Min opgave var især at finde ud
af, hvor der var tilstrækkelig lagerplads til det materiale, som vi ville komme med. Jeg blev vist adskillige lagerrum, men de var alt for små. Det var simpelthen ikke muligt at gøre dem begribelig, hvor meget godset på en jumbotrailer + 2 mindre lastbiler fylder. Alt udstyr skulle ikke afleveres på ét hospital, så vi kørte ud i landet til andre hospitaler, som kunne modtage noget af udstyret.
Eet hospital lå i den nordlige del af landet og vi fik en fin tur derop gennem et smukt landskab. Afslutningsvis fik vi en efter forholdene god frokost, som især hævdede sig ved det udbud af stærke drikke, der blev givet. Man måtte virkelig anstrenge sig for ikke at få bevidsthedsforstyrrende mængder af den lokale snaps indenbords. Men hospitalets personale havde ingen afvisende attituder.
En anden dag var vi i Dürres, havneby for Tirana. Hospitalet var imidlertid i så dårlig en tilstand, at hospitalsledelsen valgte ikke at bringe noget udstyr hertil. Hospitalet havde været udsat for en flodbølge, som havde raseret den nederste etage og væltet den gynækologiske afdeling. Efterfølgende havde nogle folk taget for sig af døre og vinduer i stueetagen.
Et udtryk for behovet fik jeg, da vi skulle gå, hvor jeg gav ti termometre til en sygeplejerske. Hun blev så dybt rørt og taknemmelig, at det nærmest var ubehageligt. Her har plejepersonalet næsten kun kunnet holde patienterne i hånden. Alt andet var i miserabel tilstand såsom køkkenudstyr og medikamenter af enhver art. Hospitalet blev efterfølgende lukket helt.

Den følgende uge blev der læsset 3 biler i Frøslev og de skulle ankomme ved 18-tiden til Tirana.
Dagen havde været optaget af deltagelse i et stort møde for udenlandske hjælpeorganisationer og lokale sundheds personer, hvor min danske kontakktperson(embedslægen) sad med i panelet som WHO repræsentant.
Samme dag spillede Danmark og Tyskland landskamp om VM og vandt 2-0. Da de efter sigende ikke havde fjernsyn på hotellet, sad jeg på hovedtrappen og hørte, hvorledes albanerne hujede og råbte, når Danmark fik mål. Det viste sig imidlertid, at hotelpersonalet havde forbeholdt det eneste fjernsyn på hotellet for deres egen fornøjelse. Da jeg fandt ud af det, overværede jeg dog de sidste 20 minutter af kampen. Der var dagen efter ingen tvivl om, at Danmark havde albanernes fulde sympati.

Men transporten var endnu ikke nået frem ved midnat. Det var derfor meget spændende at møde op næste morgen i hotellets spiserum. Og netop – som jeg stod og øste morgenmad op, ser jeg Mads Sjælland. Det var virkelig en stor lettelse at møde ham her, selvom det også var forventet. Der havde været et teknisk uheld undervejs i Grækenland. Men lige bestemt den reservedel, som de her fik brug for, havde Mads taget med hjemme fra.

Nu skulle bilerne så tømmes. Alle tre biler blev linet op på hospitalets område. Det vakte større og større offentlig opmærksomhed og samlede til sidst så mange mennesker, at man ikke turde blive på pladsen.
Hospitalsledelsen gjorde sig alle anstrengelser for at få godset ud til et særligt lager 15 km fra byen. Det satte jeg mig imod, fordi jeg kunne se, at godset ikke kunne være på det lager foruden, at tilkørselsvejen ikke kunne bære de tunge biler.
Da alle tre biler forlader hospitalet var der en knægt, som sprang op og skar en lang flænge i Esbjergbilens presenning til stor ærgrelse for den danske chauffør.
Bilerne blev nu sendt til tre hospitaler. Jumbotraileren til Tirana, Aabenraabilen til  ? og Esbjergbilen til Pogradesh ved den østlige grænse til Grækenland. Den sidste fulgte jeg selv med til et hospital, som vi ikke havde besigtiget forud.
Til Pogradesh blev jeg transporteret i politibil. Faktisk var der ikke andre trafikmidler i Albanien end politibiler og ambulancer, som var forpligtiget til at tage folk op at køre, når der var et udtalt behov for det – for ældre mennesker og gode venner.
Politichefen sad ved siden af mig og lænede sig sovende mod mig en god del af vejen. Bemærkelsesværdigt var det, at mange mennesker gik langs vejene i mangel af trafikmidler. Det kan bl.a. være forklaringen på at gns. levealder i Albanien er 77 år.
Velankommet til Pogradesh blev vi indkvarteret på hotel. Ved aftensmaden sad jeg ved siden af borgmesteren, som talte et udmærket engelsk. Da landet havde været hermetisk lukket mod omverdenen spurgte jeg ham, hvorledes det kunne lade sig gøre, at han talte så godt engelsk.
Af erhverv var han ingeniør og han var selvlært m.h.t. engelsk. Det var ret imponerende, syntes jeg.

Den næste dag skulle bilen tømmes og omgærdet af 4 betjente begyndte aflæsningen. Ikke desto mindre flokkedes folk tættere og tættere om bilen og noglr tog, hvad de kunne få fingre i bl. A. nogle storplanterner og et mecedesmærke.
Da alt udstyret var læsset af, havde Esbjergfolkene noget tøj og legetøj til uddeling. Jeg forsøgte at stille de 5 drenge, som var til stede, op på linie for uddeling af legetøj. Men i løbet af et øjeblik var 10 nej 15 eller mere.
Tøjet derimod blev smidt ud i grams og det var forkert. Der blev slagsmål om tingene og det var ubehageligt at se på. Men spørgsmålet var om det kunne gøres meget anderledes under de givne forhold.
Da jeg endnu ikke havde set hospitalet indvendigt bad jeg Esbjergfolkene vente. Da der imidlertid samlede sig flere og flere mennesker omkring den tomme bil kørte de uden for byen for at vente der. Det medførte, at jeg blev ladt tilbage. Men da der var hjemrejse næste dag skulle jeg tilbage til Tirana samme dag. Det skulle være med en ambulance, men chaufføren kunne man ikke finde. Til sidst dukkede han dog op og kørte mig med fuldt drøn på en 3-timers køretur til Tirana.

1

Østeuropæisk Børnehjælp har også brug for dig.